Rie Brødsgaard er en af gæsteudstillerne med sit rå og dog feminine univers. Pressefoto.
Rie Brødsgaard er en af gæsteudstillerne med sit rå og dog feminine univers. Pressefoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udstilling med ”De Kunst Nære” i Ågård

Lokale kunstnere udstiller i forsamlingshuset for 20. gang

 For 20. gang udstiller en lokal gruppe af kunstnere, De Kunst Nære, i det traditionsrige Ågård Forsamlingshus i forbindelse med Kulturugen. Og en del af udstillingen vil være samlingen af Kulturugens plakater gennem alle årene.

De lokale udstillere har ikke altid været de samme personer. Viggo Jensen og Svend Hausted er de kunstnere, som har været med i længst tid.

Viggo Jensen deltager med sine billeder i oliepastel. I år blandt andet med en motivverden fra det lune Provence og åen ved Ågård. Svend Hausted arbejder med acrylmaleri, oftest med dyremotiver, og her får koen i år en fremtrædende plads.

Gæsteudstillere med

For nu fjerde gang deltager Ingrid Majgaard i udstillingen med tegninger, der gerne afbilder noget organisk, som kan være i en proces af forfald.

Frank Thiel er ligeledes genganger på udstillingen. Han skaber med acryl på store lærreder historier og dramaer, som beskueren selv er meddigter på.

I år holder gruppens samarbejdende kunstnere Birthe Vanting og Marianne Aas Thorsen pause.

Til gengæld viser to gæsteudstillere et udpluk af deres værker.

Aage Justesen præsenterer nogle af de stenskulpturer, han over en lang årrække har skabt. I begyndelsen ofte med udgangspunkt i dyr, senere med mere nonfigurative udtryk.

Rie Brødsgaard udtrykker et på en gang råt og feminint univers i maleri og collage, hvori mange forskellige materialer indgår.

Det gamle forsamlingshus kalder ind til udstillingen med De Kunst Næres banner. Indenfor vil ferniseringen forløbe fredag med velkomst, fællessang, udstillernes præsentation - og et lille glas til de fremmødte. Her lever Dagli'Brugsen i Ågård op til traditionen som sponsor.

Lørdag vil man kunne holde en lille pause i oplevelsen af de udstillede skulpturer og billeder med kaffe og kage, sådan som det har været gennem mange år. Men søndag gentages det nye islæt fra sidste år:

Der spilles blues live, mens gæsterne kan nyde lækre tapasretter og et glas, hvis man har bestilt. Bagefter er udstillingen igen åben. Her er det naturligvis også muligt at købe kaffe og kage. Der er fri entre til udstillingen.

Publiceret: 17. Marts 2017 18:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kolding

Fik du læst
ANNONCER
Se flere