A.A. har i alt fire børn, hvoraf den yngste endnu er for ung til at gå i skole. Hun skulle egentlig starte efter sommerferien, men hendes fremtid er endnu uvis. A.A.’s familie modtager heller ingen penge fra Udlændingestyrelsen, fordi de nægter at lade sig indkvartere på et asylcenter.
A.A. har i alt fire børn, hvoraf den yngste endnu er for ung til at gå i skole. Hun skulle egentlig starte efter sommerferien, men hendes fremtid er endnu uvis. A.A.’s familie modtager heller ingen penge fra Udlændingestyrelsen, fordi de nægter at lade sig indkvartere på et asylcenter.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tre børn nægtes kommunal skolegang

Tre asylansøgere på hhv. 8, 12 og 15 år er kommet i klemme mellem Kolding Kommune og Udlændingestyrelsen

Af Emma Biørn Fish

 De har været tilbage i landet siden marts, de taler flydende dansk og de bor i Kolding Kommune. Alligevel kan de ikke få lov til at gå i skole her, men må i stedet henvende sig i Sandholmlejren, hvis de vil modtage den lovpligtige undervisning, som alle børn i Danmark har ret til.

“Vi tør ikke bo i Sandholmlejren, for i nogle folks øjne er vi landsforrædere, derfor kan det være farligt for os at opholde os der,” fortæller faderen til de tre børn, A.A., der ikke tør stå frem med sit fulde navn grundet sit tidligere arbejde. Hans navn er dog redaktionen bekendt.

A.A. arbejdede for det danske militær i Irak som tolk i 2003-2004, og blev derfor fløjet til Danmark med hele sin familie i 2007 af det danske militær, efter at flere tolke var blevet borført, tortureret eller dræbt, hvorefter de blev indkvarteret i sikrede militære asyllejre.

Familien blev tildelt opholdstilladelse frem til 2020, med henblik på en varig opholdstilladelse. Herefter startede børnene på Søndervangskolen i Kolding, og familien prøvede på bedste vis at integrere sig.

“Mine børn gik på en dansk folkeskole i seks år, de taler flydende dansk og har danske venner, så jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal henvises til et asylcenter, som den danske stat bedømte at være for farlig for os, sidst vi kom til landet,” siger A.A.

En opbrudt tilværelse

I 2013 vendte familien hjem til Basra, som en del af et repatrieringspogram, hvor flygtninge kan vende tilbage til oprindelseslandet - primært, ifølge A.A., fordi han selv og konen havde svært ved at finde arbejde og forsørge familien - men de måtte flyves tilbage til Danmark, da deres hus blev udsat for et granatangreb. A.A. og familien fik genoptaget deres opholdstilladelse, og børnene vendte tilbage til deres skolegang på Søndervangskolen i Kolding.

I 2015 fik A.A. job ved et dansk sikkerhedsfirma i Basra, men da det gik galt igen, og familien for tredje gang måtte flygte til Danmark, så situationen noget anderledes ud.

“Vi kontaktede Den Danske Ambassade i Teheran, som sagde, at hvis vi selv kunne betale for at transportere os til Kolding, kunne vi få asyl, eftersom vi havde en opholdstilladelse, der strakte sig frem til 2020. Det tog os fire måneder at få penge nok til at rejse hjem, men da vi ankom i Danmark, fik vi at vide, at vi skulle ansøge om dispensation for bortfald af opholdstilladelse, fordi vi havde været ude af landet i mere end seks måneder. Siden da har vi ventet på, at Udlændingestyrelsen tager stilling til, om vi kan generhverve vores opholdstilladelse,” fortæller A.A..

Den glemte flygtningefamilie

Før familien rejste til Irak for anden gang, havde A.A. job som tolk ved forskellige bureauer, og børnene gik i skole på Søndervang skolen. Men efter familiens tilbagekomst i marts, har de levet i et vakuum.

“Jeg vil bare gerne have, at mine børn kan komme tilbage til skolen og tilbage til deres venner. Uddannelse er det vigtigste for deres fremtid, og de har næsten mistet et år allerede. Men så længe Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til vores sag, kan vi kun tilbydes skolegang i en asyllejr, og det tør vi ikke,” fortæller A.A.

Grundet familiens status som asylsøgende, må A.A. heller ikke arbejde, hvorfor de nu lever på venners nåde i et hus i Kolding, hvor månedens madpenge kommer fra familien i Irak.

“Jeg vil gerne have lov til at arbejde igen, så jeg kan forsørge min familie. Og jeg vil gerne kunne sende mine børn tilbage i skolen, hvor de ikke har været i snart ti måneder. Jeg fandt endda et sted, hvor jeg kunne komme i fast arbejde, men det må jeg ikke, så den eneste mulighed, jeg har, til at forsøge familien er gennem venner og familie, der sender mig penge,” siger A.A.

Han har flere gange kontaktet Integrationsforvaltningen og Udlændingestyrelsen, både personligt og gennem en advokat, men svaret er og bliver det samme: Så længe de ikke har opholdstilladelse, er den eneste mulighed for skolegang til børnene i Sandholmlejren eller en af landets andre asylcentre.

“Jeg bliver ked at det. Jeg mistede mit hus på grund af mit arbejde for det danske militær, og skulle selv syes i maven, efter granaten eksploderede. Jeg troede, at min familie blev sikret et godt liv, men sådan ser det ikke ud lige nu,” slutter A.A., der håber på et svar fra Udlændingestyrelsen i løbet af de næste måneder.

Publiceret: 10. Januar 2017 11:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kolding

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere