Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Revisoren der blev professionel golfspiller

25-årig Martin Ovesen bor til daglig i Seest, men græsplæner over hele verden er arbejdspladsen. Han er professionel golfspiller, og snart skal han spille Made in Denmark Challengetur i Jels

De små hvide goldbolde ligger i samlet flok i sandbunkeren til højre for green på hul ni, hvorfra der er panoramaudsigt til den smukke sø. Han finder sandjernet frem og slår en efter en boldene op fra sandet. Det er mest til ære for fotografen, men det er også lidt ekstra træning inden, han snart skal gå banen for alvor.

En efter en ender boldene på green. Sikkert og uden problemer kommer de alle nær flaget. Han er god, men han lever også af det. At spille golf.

”Det er da en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg blev professionel for seks år siden, men det er fjerde år, jeg lever fuldtid af det. Jeg gav mig selv tre år, og hvis det ikke gik, så ville jeg vende tilbage til et revisorjob. Men det er over tre år siden, og jeg er stadig på golffuren. Det er gået godt,” siger han og smiler.

”Jeg savner ikke revisortiden. Ikke fordi det ikke var godt, men jeg har det fedeste job i hele verden. Jeg lever af det, jeg godt kan lide. Jeg har en sindssyg lang arbejdsdag med træningsrunder og styrketræning og så videre, men jeg føler jo det ikke som arbejde,” siger han.

Han er en del af challengeture, det næstbedste lag, og han rejser året rundt. Tyrkiet. Spanien, Portugal, Tjekkiet, Kenya. Blandt andet. Tre gange har han prøvet at være med på Europaturen. Der hvor de bedste er med.

”Jeg er god, men det er de andre på turen også. Det er de små marginaler, der afgør om en turnering ender godt eller skidt. De sidste tre turneringer er ikke endt efter planen. Jeg klarede ikke cuttet (kom med i finalerunden, red), og det betyder meget. Både for selvtilliden men først og fremmest økonomisk. Så får man ingen præmiepenge, til gengæld skal udgifterne til rejsen stadig betales,” siger han.

Men han klager nu ikke. Det går op, og det går ned. Han er cirka nummer 430 i verden, og økonomisk hænger det sammen. Han har gode sponsorer, og han har også en del gode placeringer, blandt andet en fornem tredjeplads i engelske Bridgestone Challenge og en ottende plads i Tyrkiet.

”Det er et nåleøje, og du skal træne mere end de andre. Men sådan tænker de andre jo også. Men jeg er nået halvvejs, som jeg ser det, og hvis jeg spiller op til mit bedste, og gør det stabilt, så kan jeg nå der op, hvor det er sjovt og meget bedre betalt,” siger han.

Mere end skole

Det hele startede for mange år siden, da han var syv. Han spillede fodbold, men søgte andre udfordringer, og det blev golfbanerne hos Kolding Golfklubs baner, der blev skæbnen. Ok, første gang han prøvede golf var faktisk på banen i Jels, hvor challenceturneringen venter, men da han meldte sig ind i en klub, var det hos Kolding Golfklub, og efter skoledagene på Brændkjærskolen stod den på golf i klubben. ”Jeg har vist haft flere timer på golfbanen end i skolen. Jeg blev grebet af det. Jeg er perfektionist, og det med at man altid kan gøre det bedre, det er fascinerende. Man skal kunne finde marginalerne, og jeg elsker at træne selv. Når det er sagt, så er det fedt at være på hold i Kolding Golfklub. Fedt at have nogle at heppe på. Normalt plejer det jo alle mod alle,” siger han.

Hårdt arbejde

Det, at hele tiden at forbedre sig, er det, han nyder ved sin sport, men det det er også den hårde del af livet som professionel.

”Mange ser det jo som om, at jeg tager fra ferie til ferie. Ned til de varme lande og spille lidt golf i smukke omgivelser og er det ikke bare lækkert ved poolen. Og det er rigtigt, at vi bestemt er meget heldige, men det er ikke ferie. Det er hårdt arbejde, og når dagen er slut er der ikke overskud til noget andet. Hvis jeg ikke spiller turnering, så rejser jeg eller træner. Der er altid noget at forbedre. Et slag kan altid blive bedre. Hvis en håndboldspiller giver sig fuldt ud i en kamp, så kan han eller hun slappe af bagefter. Trække vejret lidt. Den går ikke som golfspiller. Det er som at have lektier for hele tiden,” siger han. Og så er han meget hjemmefra huset i Seest og kæresten Signe Pedersen. De har været kærester i seks år, og hun kender til sin kærestes mange rejsedage. 200 dage om året. Hun tager dog med på en del turneringer, og på den måde går turene rundt nemmere.

”Det er dejligt, men sjovt nok er det aldrig Finland, hun vil med til, men altid til de varme lande i syd,” siger han og griner.

Revisoren fra Kolding skal snart kæmpe om store summer på hjemmebanen Royal Oak i Jels. Ok, banerne i den nordlige ende af Kolding by er hjemmebanen, men Jels er næsten en hjemmebane.

”Jeg glæder mig til at komme hjem og spille, og jeg håber rigtig mange kigger forbi Royal Oak. Danmark har brug for sådan en tur, og der er mange folk, som skal have tak for, at det kawn lykkes. Jeg vil gøre mit bedste, og det det vil alle de andre jo også, så tilskuerne får noget godt golf at se. Og på nogle gode dage så kan jeg slå alle. Der skal bestemt held til, men hvorfor ikke. Nu må vi se,” siger han.

Golf, i hvert fald som professionel, er ret simpel matematik. Brug færrest slag fire dage i streg og du vinder. Martin Ovesen fra Kolding ved det bedre end de fleste.

Perfekt uddannelse

Betyder det noget at være revisor?

”Det er jo perfekt at have den her uddannelse bag mig. Jeg har taget meget med mig. Jeg kan jo nemt lægge et budget i starten af sæsonen og lave regnskab. Jeg ødelægger ikke noget for mig selv på den måde. Jeg ved, hvordan en økonomi styres,” siger han.

Hvad er din bedste oplevelse med golf:

”Made in Denmark. Uden sammenligning. Det er en så stor oplevelse. Især at gå på den legendariske hul 16 med tusindvis af tilskuere. At jeg så ramte en dametaske der, er en anden snak. Men jeg klarede cuttet, og var endda helt op at snuse som nummer fire, men endte omkring nummer 40. Men det beviser, at jeg godt kan være med. Det er det mere stabile spil, jeg skal forbedre mig i, ” siger han.

Publiceret: 13. Juni 2017 06:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kolding

Annonce
Fik du læst
Annonce
ANNONCER
Se flere