Pasta med kødsovs er den ret, flest danskere laver med jævne mellemrum i hverdagen. Foto: Colourbox
Pasta med kødsovs er den ret, flest danskere laver med jævne mellemrum i hverdagen. Foto: Colourbox
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Pasta, kylling og frikadeller er danskernes hverdagsmad

Vi laver de retter, vi kan finde ud af, fordi hverdagen er travl. Det er synd, at vi går glip af nye oplevelser, siger madsociolog

Af Louise A. Poulsen
lap@sondagsavisen.dk
De retter spiser vi til daglig

Disse retter laver flest danskere med jævne mellemrum i hverdagen:
1. Pasta med kødsovs
2. Stegt kylling
3. Frikadeller
4. Lasagne
5. Salat
6. Rugbrød med pålæg
7. Gryderet
8. Hakkebøf m/sovs og kartofler
9. Fisk
10. Suppe
11. Pizza
12. Krebinetter/karbonader
13. Boller i karry 
14. Burgere
15. Koteletter i fad
16. Wok-ret
17. Tortillas/madpandekager
18. Stegt flæsk med persillesovs
19. Tærte
20. Chili con carne

Kilde: Epinion for Karolines Køkken. 2.000 peroner mellem 18 og 75 år har svaret.

Lyder pasta med kødsovs, frikadeller og kylling også som noget, der kunne være taget direkte fra din madplan? Så er det, fordi retterne er dem, som flest danskere laver til hverdag.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Karolines Køkken.

“Det er simple, klassiske retter, som ikke nødvendigvis tager lang tid at tilberede. Vi laver det, vi kan på rygraden, og de fleste danskere har omkring 10 retter på deres repertoire. I en travl hverdag er det de nemme retter, vi kan huske, som vi tyr til,” fortæller direktør for Madkulturen Judith Kyst.

Derudover skal vi være sikre på, at retterne lykkes, siger Jon Fuglsang, der er madsociolog på Professionshøjskolen Metropol.

Vi går glip af smagsoplevelser

“Der er mange forventninger til et måltid, så det er vigtigt, at retterne lykkes, så der er god stemning omkring bordet. Kylling, frikadeller og pasta med kødsovs er noget, næsten alle kan lide. Der er en kollektiv forståelse af, at det er gode hverdagsretter, og de er også børnevenlige,” siger han og nævner to ting, der omvendt kan være problematisk ved at sætte de tre favoritretter på menuen igen og igen.

“Det er synd, at vi går glip af nogle nye smagsoplevelser, som kan komme, hvis man har bedre tid til at eksperimentere med maden. Og så er det retter, hvor kødet definerer, og der er ikke nødvendigvis nok grøntsager i. Det kommer an på, hvad man serverer til, eller hvilken opskrift man bruger,” siger han.

Judith Kyst mener, at der er generationsforskel på, hvordan hverdagsretterne laves.

“Ældre mennesker vil nok lave den klassiske frikadelle, mens yngre mennesker kan finde på at variere med krydderfrikadeller, lammefrikadeller eller linsefrikadeller. Tilbehøret ser også forskelligt ud hos forskellige befolkningsgrupper. Børnefamilier spiser mere grønt til, ved vi,” siger hun og bemærker en anden generationsforskel.

Ældre spiser mindre pasta

“De ældre spiser mindre pasta med kødsovs og lasagne end de yngre. Pasta kom først ind i de danske køkkener i 80'erne og er derfor ikke på alle ældres repertoire. For unge er det en del af kulturen – noget, vi tager for givet,” siger hun.

Judith Kyst mener derfor også, at billedet af danskernes hverdagsretter vil se anderledes ud om 20 eller 30 år.

“Stille og roligt kommer der nye madvarer ind i vores madkultur. En kok fortalte mig, at hun blev drillet lidt som barn, fordi hun havde hummus med i madpakken. I dag er der jo hummus på alle danske supermarkeders hylder,” siger hun.

Publiceret: 11. Juni 2017 06:00
Leveret af Lokalavisen
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kolding

Annonce
Fik du læst
Annonce
ANNONCER
Se flere