Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Motion og Sundhed, også for udsatte

Når ca. 200 mennesker lørdag mødes for at dyste i KFUM Koppen i Kolding, er det for at gøre noget ved uligheden i sundheden i Danmark. Forskning har vist, at de mest udsatte mennesker i Danmark også oftest er dem, som er mest syge og dør tidligst. Faktisk viser det sig, at der i gennemsnit er 10 års forskel i levealderen mellem de fattigste og rigeste i Danmark.

 

KFUM Koppen er et idrætsstævne for socialt udsatte mennesker, som typisk ikke er medlem af idrætsforeninger og normalt ikke deltager i sport. Deltagerne er fx misbrugere, hjemløse, ensomme, psykisk syge og andre udsatte mennesker.

 

KFUM’s Sociale Arbejde og organisationens sociale caféer og væresteder forsøger hver dag at give udsatte mennesker mulighed for socialt samvær og fysisk udfoldelse. De har derfor lokale initiativer som fx cykel- og gåklubber, svømning, fitness-aktiviteter og lignende, som kan være med til at højne sundheden for værestedernes brugere.

 

" Mange af de mennesker som bruger de lokale væresteder og caféer er på forskellig vis udsatte, og de har derfor brug for at blive mødt på deres egen spillebane, hvis man ønsker at rykke ved deres sundhed. Og det kan KFUM Koppen inspirere til. Mange af deltagerne har øvet i tiden op til stævnet, og det er måske den eneste motion, de har dyrket i lang tid. Når de så deltager i KFUM Koppen, finder de ud af, at sport kan være både sjovt og sundt," siger Carsten Refshauge, udviklingskonsulent i KFUM’s Sociale Arbejde, i en pressemeddelelse.

 

Udviklingskonsulent Maja Tast fra KFUMs Idrætsforbund fortæller, at arrangementet skal skabe et sted at mødes for mennesker, som måske ikke normalt dyrker så meget sport.

 

" Dagen er fyldt med gode oplevelser, grin og kammeratskab, og det vidner om at sport og motion sagtens kan være for alle. Det vil vi rigtigt gerne vise deltagerne, og så håber vi, at nogle af dem får mod på at begynde til noget sport senere," siger Maja.

 

KFUM Koppen afholdes lørdag den 20. maj i KFUM Hallerne i Kolding. Bag arrangementet står KFUM’s Sociale Arbejde og KFUMs Idrætsforbund.

 

Deltagerne til årets konkurrencer kommer fra KFUM’s Sociale Arbejdes forskellige institutioner og caféer over hele landet. I løbet af dagen vil der blive dystet i 17 forskellige aktiviteter - i alt lige fra fodbold til skak.

Publiceret: 17. Maj 2017 16:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Kolding

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere